Den såkaldte 'djøfisering' fejer gennem arbejdslivet – både i det private og ikke mindst det offentlige. Vores indsats skal kunne måles og vejes, og resultaterne skal gøres op, for at det tæller. Globalisering og økonomisk krise har gjort det nødvendigt at effektivisere, men bliver vi nødvendigvis mere produktive, når vi tæller alt?
Eller bruger vi i stedet ressourcerne forkert? Blander vi æbler og pærer, når vi forsøger at sætte enhver slags arbejde på en formel, der kan tælles – fx i folkeskolen, sundhedsvæsnet og den sociale sektor? Denne bog stiller skarpt på, om vi virkelig tæller det, der tæller.
Denne bog er til dig, der ønsker at forstå de styringsmæssige tendenser i moderne arbejdsliv. Den giver indsigt i, hvordan målings- og dokumentationskulturen påvirker kvaliteten af vores velfærdssamfund og udfordrer den gængse antagelse om, at alt kan og bør tælles.
Hvad menes der med 'djøfisering'?
Djøfisering refererer til den øgede brug af administrativ styring, dokumentation og måling i arbejdslivet, især i det offentlige. Begrebet stammer fra fagforbundet Djøf og beskriver en udvikling, hvor alt skal kunne tælles og dokumenteres.
Hvilke sektorer behandler bogen?
Bogen fokuserer især på folkeskolen, sundhedsvæsnet og den sociale sektor – områder hvor målings- og dokumentationskulturen er blevet særligt udbredt og hvor konsekvenserne er tydelige.
Er bogen kritisk over for al form for måling?
Bogen stiller kritiske spørgsmål til den udbredte målingskultur og undersøger, om vi bruger ressourcerne rigtigt. Den udfordrer antagelsen om, at mere måling automatisk fører til bedre resultater og højere produktivitet.
Kræver bogen forhåndsviden om emnet?
Nej, bogen henvender sig bredt til alle, der interesserer sig for moderne arbejdsliv og velfærdssamfundet. Den er relevant både for fagfolk inden for de berørte områder og for almindeligt samfundsinteresserede læsere.
Hvordan adskiller denne bog sig fra anden samfundskritik?
Bogen går i dybden med den konkrete problematik omkring måling og tælling i velfærdssamfundet. Den stiller det centrale spørgsmål: Tæller vi det, der virkelig tæller – eller har vi mistet perspektivet i jagten på målbare resultater?

