15. juni 2026 · 5 min · Neurodiversitet

Gør ADHD eller autisme til din styrke: Tre perspektiver på neurodiversitet

Kan det, der i årtier blev kaldt en diagnose, i virkeligheden være en styrke? Tre eksperter deler deres indsigter i, hvordan vi kan vende perspektivet på neurodiversitet – fra problem til potentiale.

Fra klasseværelsets problembarn til EM-guldet

Da Lars Rasmussen som 39-årig i 2015 fik sin diagnose – ADHD og autisme – faldt brikkerne pludselig på plads. Den tidligere professionelle håndboldspiller og EM-vinder fra 2008 forstod endelig, hvorfor barndommen havde været så kaotisk. Som barn smadrede han engang et helt klasselokale, da han blev uretfærdigt beskyldt for noget, han ikke havde gjort. Uretfærdighed – det er noget af det sværeste at håndtere for mange med samme udfordringer, forklarer Rasmussen.

En lærer kaldte ham 'et problembarn'. En foredragsholder spåede, at han ville 'ende på Istedgade'. Men Rasmussen gjorde noget afgørende: Han vendte ydmygelsen til drivkraft. 'Det kommer ikke til at ske – jeg skal være professionel håndboldspiller,' besluttede han. Og det lykkedes. Han fandt en arena, hvor hans energi og temperament ikke var en byrde, men en fordel.

Nøglerne til vendingen? Rasmussen peger på tre ting: Kommunikation – at turde åbne op om sine udfordringer. Selvindsigt – at forstå, hvordan man fungerer. Og omgivelser eller pårørende, der forstår. 'Hele min vending fra bunden begyndte med erkendelsen,' siger Rasmussen. Han lærte at kanalisere sin energi og sit temperament ind i eliteidræt, hvor netop disse egenskaber blev til guldmedaljer.

Biodiversitet for hjernen – hvorfor vi har brug for variation

Forsker Christian Groes introducerer et tankevækkende perspektiv: Tænk på neurodiversitet som biodiversitet. Det er en analogi fra sociologen Judy Singer, som Groes bygger videre på. Ligesom et økosystem bliver sårbart, hvis vi udrydder variationen i dyre- og plantearter, mister samfundet noget værdifuldt, når vi forsøger at standardisere, hvordan hjerner skal fungere. Hvis vi udrydder variationen i hjernemønstre, underminerer vi samfundets samlede styrke og tilpasningsevne.

Problemet, forklarer Groes, ligger i selve systemet. Det går tilbage til Francis Galtons normalskabelon fra industrisamfundet – idéen om, at der findes et gennemsnitsmenneske, som alle andre skal måles op imod. Det moderne arbejdsliv, uddannelsessystemet, ja stort set alle vores institutioner er bygget til dette gennemsnitsmenneske. Men virkeligheden ser anderledes ud: Omkring 20 procent af befolkningen er neurodivergente.

Groes' pointe er klar: Problemet ligger ikke i de 20 procent af mennesker, der tænker og fungerer anderledes. Problemet ligger i et system, der kun er designet til de resterende 80 procent. Når vi kalder neurodivergente mennesker for 'problemet', ser vi i den forkerte ende af kikkerten. Det er systemet, der skal tilpasses – ikke mennesket.

Menneskesynets afgørende betydning

Alexandra Krautwald går lige til kernen: Menneskesynet er rodårsagen til, hvordan vi håndterer neurodiversitet. Som rådgiver har hun set, hvordan det herskende menneskesyn kan gøre ondt værre. Det udadrettede selvhjælps-menneskesyn – 'vær bare mere robust', 'træn din resiliens', 'arbejd med dig selv' – lægger i virkeligheden systemets problemer over på den enkelte.

Når et arbejdsliv eller en skole ikke fungerer for en neurodivergent person, bliver løsningen alt for ofte, at personen selv skal ændre sig. Spørgsmålet, som Krautwald stiller, er både simpelt og fundamentalt: Ser vi mennesker som i bund og grund kompetente – eller ser vi dem som nogen, der skal laves om? Det spørgsmål afslører, hvilket menneskesyn vi egentlig har.

Krautwald argumenterer for, at vi må skifte perspektiv. I stedet for at bruge energi på at få neurodivergente mennesker til at passe ind i et system, der ikke er designet til dem, burde vi spørge: Hvordan skaber vi systemer, der anerkender mennesker, som de er? Hvordan designer vi arbejdspladser, skoler og samfund, hvor forskellige måder at tænke og fungere på ses som en ressource snarere end en byrde?

Fra diagnose til drivkraft – tre veje til forandring

Sammen tegner de tre perspektiver et billede af, hvordan vi kan vende forståelsen af neurodiversitet på hovedet. Rasmussens personlige historie viser, at erkendelsen – at få sat ord på, hvorfor man fungerer anderledes – kan være vendepunktet. Men erkendelsen skal parres med handlinger: åben kommunikation, selvindsigt og et støttende netværk. Hans rejse fra 'problembarnet' til EM-vinderen beviser, at det, der ser ud som begrænsninger i ét miljø, kan blive styrker i et andet.

Groes' biodiversitets-perspektiv giver os et videnskabeligt fundament for at se neurodiversitet som en samfundsmæssig ressource. Hans analyse af normalskabelonens historie hjælper os med at forstå, at vores nuværende systemer ikke er naturlove – de er menneskeskabte konstruktioner fra industrisamfundet, som kan og bør redesignes. Når 20 procent af befolkningen er neurodivergente, er det ikke en marginal gruppe, vi taler om. Det er en betydelig del af vores samfund.

Og Krautwalds fokus på menneskesynet minder os om, at alle tekniske løsninger og systemændringer i sidste ende hviler på et fundamentalt valg: Tror vi på, at mennesker er kompetente, som de er? Eller tror vi, at de skal rettes til? Det valg afgør, om vi bruger vores energi på at fikse mennesker eller på at skabe bedre rammer. Sammen viser de tre perspektiver, at vejen til at gøre neurodiversitet til en styrke går gennem personlig erkendelse, systemisk forandring og et nyt, mere rummelig menneskesyn.

Bag artiklen: Eksperterne

🎤 Book foredrag via Athenas · larsmrasmussen.dk

Læs artiklen om systemet

🎤 Book foredrag via Athenas

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er neurodiversitet, og hvordan adskiller det sig fra neurologisk typisk udvikling?

Neurodiversitet betyder, at hjerner fungerer på forskellige måder, og nogle mennesker har neurologiske variationer som ADHD og autisme. Det er ikke en sygdom eller fejl, men blot naturlige variationer i, hvordan mennesker behandler information og interagerer med verden omkring sig.

Hvilke styrker kan medarbejdere med ADHD bidrage med på arbejdspladsen?

Mennesker med ADHD ofte har stor kreativitet, energi, og evne til at tænke uden for boksen, hvilket kan drive innovation. De kan også være gode til at arbejde under tidspress, løse komplekse problemer hurtigt, og er ofte meget passionerede omkring deres interesser.

Hvad er nogle af de styrker, som autistiske medarbejdere kan bringe til arbejdsmiljøet?

Autistiske mennesker har ofte bemærkelsesværdig fokusering, høj præcision og evne til at se mønstre og detaljer, som andre kan overse. De kan være meget pålidelige, loyale medarbejdere med stærke faglige kompetencer inden for deres interesseområder.

Hvordan kan en arbejdsplads bedre rumme neurodivergente medarbejdere?

Arbejdspladser kan tilbyde fleksible arbejdsmiljøer, pause-faciliteter, og mindre sensoriske forstyrrelser samt tillade forskellige arbejdsmetoder. Det er også vigtigt med tydelig kommunikation, forudsigelighed i rutiner, og kollegaer, der er oplyst om neurodiversitet og accepterer forskellige måder at arbejde på.

Hvad kan neurodivergente medarbejdere selv gøre for at få mest ud af deres arbejdsplads?

Det vigtigste er at være åben omkring sine behov og med tiden lære sig selv at kende, så man kan kommunikere hvad der hjælper. Man kan også søge efter værktøjer, rutiner og arbejdsstrukturer, der passer til sin hjerne, og ikke være bange for at spørge kollegaer eller ledelse om støtte.

Hvordan kan leder og kollegaer bedst støtte neurodivergente kolleger på arbejdspladsen?

Ledere bør være fleksible omkring arbejdsmetoder, give klar feedback og forudsigelige rammer, samt være villige til at diskutere tilpasninger. Kollegaer kan vise velvilje ved at høre hinanden, undgå antagelser, og være åbne for, at forskellige mennesker arbejder bedst på forskellige måder.

neurodiversitet · adhd · autisme · trivsel · arbejdsmiljø · styrker

Artiklen er udarbejdet af Foredragsshoppen på baggrund af foredrag med Lars Rasmussen, Christian Groes og Alexandra Krautwald.