27. oktober 2026 · 6 min læsetid · Børn & Pædagogik

Sanseintegration: Derfor overvældes nogle børn af lyd, lys og tøj – og fire greb til en sansevenlig hverdag

Nogle børn kan ikke holde ud at have strømper på, farer sammen ved lyde, andre knap registrerer, og bruger timer på at falde i søvn. Ifølge børnefysioterapeut Maria Schultz Appelt handler det sjældent om opdragelse eller vilje – men om et filter i hjernen, der sorterer sanseindtryk upræcist.

🎤 Book foredrag via Athenas · Se livestreamen på Zevio · Bogen Sansevenlig hverdag

Hjernens dørmand: Derfor kommer der for meget – eller for lidt – ind

Appelt forklarer sanseintegration med et billede, der er til at huske: hjernens dørmand. Sanseintegration er det filter, der afgør, hvilke indtryk der må komme ind i hjernen, og hvilke der skal blive ude. Har man en præcis dørmand, filtreres summen fra computeren, buksekanten mod maven og håret mod halsen væk, uden at man tænker over det. Har man en upræcis dørmand, bliver dørmanden forvirret og lukker enten alt for meget ind – lugte, blink, lyde – eller alt for lidt af de signaler, der kommer fra kroppen selv.

Det er langt fra et nicheproblem. Appelt henviser til et studie med næsten 1.800 børn i indskolingen og på mellemtrinnet, hvor 21,3 procent havde en sanseprofil med sikre sansebearbejdningsvanskeligheder, og yderligere omkring 20 procent lå i en risikogruppe. Det svarer altså ikke til ét barn i klassen, men til flere – og alligevel fylder viden om sanseintegration påfaldende lidt i Danmark sammenlignet med de lande, vi normalt sammenligner os med.

I sin livestream lader Appelt tilhørerne mærke, hvordan en upræcis dørmand føles: Luk øjnene, mærk fødderne mod gulvet, buksekanten, den lille summelyd i rummet. Forestil dig så, at du ikke selv kan bestemme, hvornår du vil mærke det – alt kommer bare ind, hele tiden, mens du får besked på at sidde stille i klassen.

Primære og sekundære sanser – og den onde spiral

For at kunne gøre noget ved det deler Appelt sanserne op i to grupper. De primære sanser er signalerne fra kroppen selv: bevægelse, tryk, fornemmelsen fra muskler og led, balancesansen i det indre øre og fast berøring. Dem lukker den upræcise dørmand typisk for lidt ind af – og så bliver det svært at mærke sig selv og sin krops placering i rummet. De sekundære sanser er indtrykkene udefra: lyd, lys, lugt og let berøring. Dem lukker dørmanden ofte for meget ind af.

Problemet er, at de to skævheder forstærker hinanden. Jo flere sekundære indtryk, der kommer ind, jo mere stresset bliver nervesystemet, jo større bliver behovet for primære indtryk, og jo mindre bliver tolerancen over for lyd og lys. Barnet – eller den voksne – fanges i det, Appelt kalder en ond spiral. Derfor klikker barnet med kuglepennen eller rejser sig midt i timen: Kroppen forsøger at regulere sig selv.

Her kommer begrebet arousal ind – hjernens grad af vågenhed eller, som Appelt kalder det, opkørthed. Det grønne tolerancevindue er der, vi helst skal leve vores liv, og et almindeligt liv svinger op og ned i det. Men lever man for meget i rødt, bliver elastikken sej, og det bliver sværere at komme ned i grønt igen. Da man kun kan sove i grønt, er det ifølge Appelt også forklaringen på, at børn med sanseudfordringer så ofte har svært ved selve indsovningen.

📖 Se bogen "Sansevenlig hverdag" →

Barnets tavse sprog: Det fyldte bæger og de fire tegn

Appelt bruger billedet af et bæger: Hvert menneske er født med et bæger af en vis størrelse, og indtryk, krav, travlhed, forskrækkelser og kildeture drypper i det hele dagen. Et barn med et lille bæger får det hurtigt fyldt, og når det flyder over, viser sansetegnene sig. Selv børn med et stort bæger kan have en kampesten liggende i det – en skilsmisse, mobning eller bare en bekymring – som tager pladsen fra alt andet. Derfor er vi, som Appelt formulerer det, nødt til at behandle børn forskelligt for at behandle dem ens.

Ved børnefysioterapeutens bord kigger Appelt efter fire ting. Sansesøgende tegn: barnet med motorisk uro, der putter ting i munden, nuller og bider negle for at kunne mærke sig selv – og som let bliver misforstået som hyperaktivt eller uopdragent. Sanseundgående tegn: det stille, forsigtige og ofte ængstelige barn, for hvem lyd er som at få læreren til at råbe i tidobbelt styrke hele dagen, og som undgår vilde lege, fordi et andet barn kunne komme til at røre ved det. Tegn fra den indre kropssans: barnet, der ikke kan mærke, at det skal på toilettet, der overreagerer på et lille slag eller løber videre med en stor hudafskrabning. Og endelig høj arousal-adfærd.

Det sidste er vigtigt, fordi det så let fejltolkes. Kommer barnet højt nok op i rødt, aktiveres amygdala med kamp-, flugt-, frys- og fawn-reaktioner: nedsmeltninger, rigiditet, behov for kontrol, vrede og kravafvisning. I Appelts case om pigen Nana ser man det hele på én gang – hun slår sin lillebror, løber væk fra skolen, sutter på jakkekraven, vil kun spise mad, der knaser, og kan ikke falde i søvn for lyden af dynen. Pointen er, at ingen lærer noget i rødt. Pædagogik og fornuft virker først, når barnet er hjulpet ned i grønt.

Fire greb til en sansevenlig hverdag

Appelt understreger, at hun ikke har opfundet indholdet – det bygger på mange års forskning – men i bogen Sansevenlig hverdag har hun kogt det ned til fire greb. Det første er at reducere sekundære stimuli og de indtryk, der er individuelt ubehagelige for netop dette barn: Alt, hvad dørmanden lukker for meget ind af, fylder bægeret. Det andet er at øge de primære stimuli, hvilket i al sin enkelhed betyder kram og bevægelse. Børn bevæger sig mindre end før, og kroppen har brug for mere input for at kunne mærke sig selv.

Det tredje greb er arousalstyring. I perioder, hvor sansetegnene er udtalte, dropper man kildeturene, forskrækkelserne og fange- og konkurrencelegene, og man vælger sine konflikter med omhu: Afled og regulér, før du taler til fornuften. Her gør Appelt også opmærksom på en detalje ved følesansen, som overrasker mange: Blid berøring kan øge arousal og fylde bægeret, mens fast berøring regulerer – med forbehold for de taktilt sky børn, hvor indsatsen må tilpasses.

Det fjerde greb er den trygge voksen. Forskningen peger ifølge Appelt på, at noget af det vigtigste, et barn kan have, er en voksen med et nervesystem, der kan smitte barnet ned i grønt – i stedet for selv at lade sig smitte op i rødt. Og hun svarer på det spørgsmål, hun altid får: Ja, man kan sagtens være et sansebarn uden at have ADHD eller autisme. 21,3 procent af børnene i folkeskolen har ikke en neurodivergens, men har alligevel markante sanseudfordringer. Grebene er, som hun bemærker, i bund og grund den samme pædagogik, der virker for børn med autisme og ADHD.

📖 Køb bogen "Sansevenlig hverdag" af Maria Schultz Appelt →

Ofte stillede spørgsmål

Kan et barn have sanseudfordringer uden at have ADHD eller autisme?

Ja. Appelt henviser til et studie, hvor 21,3 procent af børn i indskolingen og på mellemtrinnet havde markante sansebearbejdningsvanskeligheder – langt flere end dem, der har en neurodivergens. Sansetegn ses hos helt neurotypiske børn, hos børn med enkelte træk og hos børn på autismespektret eller med ADHD.

Hvad er forskellen på et sansesøgende og et sanseundgående barn?

Det sansesøgende barn får for lidt ind fra kroppens egne sanser og søger derfor konstant input: motorisk uro, ting i munden, nulren og neglebidning. Det sanseundgående barn får for meget ind af lyd, lys og berøring og trækker sig derfor fra larm, vilde lege og bestemte stoffer og madvarer. Samme barn kan ifølge Appelt have begge dele på én gang.

Hvorfor hjælper kram og bevægelse et overvældet barn?

Fordi bevægelse, tryk og fast berøring er primære sanseindtryk, der hjælper barnet med at mærke sig selv og tømmer bægeret igen. Appelt gør samtidig opmærksom på, at blid berøring kan virke modsat og øge arousal, mens fast berøring regulerer – og at taktilt sky børn kræver en tilpasset tilgang.

Gælder sanseintegration også voksne?

Ja. Ifølge Appelt er det almindeligt at få små sanseudfordringer, særligt i pressede perioder, og det samme gælder voksne på arbejdspladser. Principperne om at økonomisere med pladsen i bægeret og styre arousal gælder for alle aldre, selvom hendes speciale er børn fra 0 til 18 år.

SanseintegrationBørnNervesystemPædagogikSansevenlig hverdag