Ornitologiens historie

Denne bog handler om vores ældgamle fascination af fugle. Den tager sin begyndelse i nogle af de ældste vidnesbyrd om fugle, som er bevaret, nemlig Aristoteles’ nedfældede iagttagelser, og herfra følger den ornitologiens udviklingshistorie helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Gennem denne lange periode skildrer den de betydeligste ornitologer og deres arbejde med at indsamle, forstå, beskrive, navngive og klassificere fuglene, ligesom også de berømteste fugleillustratorer portrætteres. I kraft af de brede historiske udviklingslinjer, som bogen følger, rummer den også beretningen om, hvordan overtro og gamle myter om flora og fauna langsomt glider i baggrunden til fordel for mere og mere videnskabeligt funderede betragtninger, og hvordan religiøse og metafysiske dogmer udfordres af evolutionsteorien, der manifesterer sig i midten af det 19. århundrede. Såvel Charles Darwin som Alfred Russel Wallace spiller en vigtig rolle i fremstillingen. Bogen kan læses som en beretning om den lange og snørklede sti, som ornitologerne har fulgt på deres vej mod en forståelse og accept af evolutionens betydning. Den kan også læses som en beretning om vejen hen imod en bedre forståelse af ansvaret for arternes mangfoldighed. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for fugle og/eller for videnskabs- og idehistorie, dvs. til såvel den alment som den fagligt interesserede læser. Johannes Erritzøe (f. 1934) blev ved sin indmeldelse i 1947 Dansk Ornitologisk Forenings yngste medlem. Senere blev han uddannet som zoologisk konservator på Zoologisk Museum i København, og i 12 år var han boganmelderredaktør for DOFT. Hans interesse for især fugle har ført til over 80 artikler – de fleste videnskabelige – og fem engelsksprogede fuglebøger. University of Alaska Fairbanks tildelte i 2003 Erritzøe æresdoktortitlen. I 2009 blev Erritzøes House of Bird Research i Taps anerkendt som videnskabeligt institut af de danske myndigheder.