Oplysning i kirke og synagoge

Oplysning i kirke og synagoge behandler forholdet mellem kristne og jøder i Danmark i Oplysningstiden (1760-1814). Bogen er en fortsættelse af Kirke og synagoge (1100-1700) og De fromme og jøderne (pietismens tid 1700-1760) Efter en skildring af de sociale og religiøse forhold i det københavnske jødiske samfund afdækkes de voldsomme spændinger, som udfoldede sig. En traditionel fløj kæmpede - forgæves - mod en moderne indstillet gruppe, som gennem Oplysningen ønskede, at jøderne blev 'almindelige' danske borgere blot med en anden religion end flertallets. En stor del af bogen beskæftiger sig med de holdninger, som statskirkens gejstlige og de teologiske professorer indtog over for jødedom og jøder. Dette belyses gennem enkeltsager som bl.a. jødiske ønsker om et synagogebyggeri, om at slippe for den særlige jødeed, om at få adgang til højere uddannelser, om at oprette et hebraisk bogtrykkeri og om at kunne indgå blandede ægteskaber. Her undersøges også prædikener af præster og den rolle, som teologer spillede i Den Litterære Jødefejde. Sidste del af bogen drejer sig om de jøder, som ansøgte om at konvertere, om deres motiver, antal og skæbne, og om dåb af jødiske børn imod forældrenes ønsker og endelig om bekendelseslitteratur af de konverterede.