Om Påskelatteren

Må man le i kirken? Spørgsmålet er lige så gammelt som en længst glemt lokal tysk tradition for at bringe menigheden til højlydt latter påskemorgen. I 1518 udkom et skrift af Basels senere reformator, humanisten Johannes Oecolampadius, hvori fænomenet påskelatter for første gang beskrives – og kritiseres. Skønt vidt berømt har teksten aldrig været oversat. Her foreligger den på dansk i en kommenteret udgave. Bogen giver en kulturhistorisk fremstilling af påskelatteren som en kirkelig praksis i senmiddelalder og tidlig renæssance. Den fokuserer navnlig på fænomenets eftervirkning i de følgende århundreder, hvor konfessionerne stredes om dens legitimitet. Herunder præsenteres en undersøgelse af påskelatterens skæbne i Danmark. Forfatteren runder af med et essay om latterens rolle i kirke og samfund, i teologi og filosofi, hvor det forsøges påvist, hvordan den almene vurdering af latteren har ændret sig radikalt over forbløffende kort tid. Fra en nærmest ubrudt tradition for mistanke og forbud nyder latteren nu så stor anseelse, at den i teologien er gået fra at være fordømt som djævelsk til at blive lovprist som himmelsk.