Folk, folkestyre og populisme

Demokrati fremstår i dag som den eneste legitime regeringsform, og folket udgør den eneste legitime kilde til politisk autoritet. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Demokrati var længe associeret med pøbelvælde. Folk var hovedsageligt en undersåtsbetegnelse eller synonym for en irrationel masse uden evne til eller krav på at regere. Den moderne forestilling om folket som en politisk aktør med krav på politisk indflydelse begyndte først at slå igennem i løbet af det attende og nittende århundredes politiske kampe. Allerede inden forskellige former for folkestyre var blevet etableret, startede kampene om, hvem der var en del af folket. Kampe som fortsætter den dag i dag og stiller spørgsmålstegn ved det liberale demokratis form og indhold. De seneste 20 år har disse kampe i stigende grad haft populisme som omdrejningspunkt. Populisme identificeres typisk som politiske projekter, der udfordrer eliten på vegne af folket. Kritikere advarer mod, at sådanne populistiske forestillinger om folket i ental udfordrer både pluralisme og minoritetsbeskyttelse og kan ende med at true demokratiet. Populismens fortalere hævder derimod, at den folkelige kamp mod eliter ikke står i modsætning til demokrati, men snarere understøtter og fremmer det, og at den samtidige populismekritik afspejler eliternes mistro til folket. Dette temanummer om “Folk, folkestyre og populisme” indeholder en introduktion, ti artikler og en enquete, som undersøger disse tre nært forbundne politiske kategorier, deres historiske udvikling og indbyrdes forhold.

Se også relevante foredrag på Zevio:

• Pia Callesen og Mikkel Otzen - Bliv metakognitiv psykoterapeut med CEKTOS-uddannelse