Det ulykkelige slag

Han var den allersidste. Den danske generalmajor Dewitz stod for enden af skibsbroen og kiggede ind i tågen, som skjulte Helsingborg. For fem dage siden havde han og den danske hær lidt et knusende nederlag uden for byen. Alting var ellers begyndt så lovende, da de gik i land i Skåne for fire måneder siden for at erobre den tabte provins tilbage. Selve slaget havde vel kun varet et par timer, men tabene var frygtelige. Snart ville stanken af døde heste forpeste den forladte by, for han havde givet ordre til, at alle hærens heste skulle slås ned. Generalmajoren sukkede og steg ombord på den sidste båd. Mandag den 10. marts 1710 stod et stort feltslag lige uden for Helsingborg. Danmark havde forsøgt at erobre Skåne tilbage, men nu blev drømmen knust i et inferno af ild, stål og bly, hvorunder tusinder blev dræbt. De to hære var nogenlunde lige store med hver 14.000 mand, men den danske var på papiret den mest rutinerede, den bedst udrustede, og den stod ved slagets begyndelse i en god defensiv stilling. Hvordan kunne det gå så galt? De overlevende stillede sig selv dette spørgsmål, og det samme gjorde kongen i København. De overlevende generaler og deres adjudanter blev tvunget til at skrive en redegørelse, og det er grundlaget for Karsten Skjold Petersens dramatiske og blodige fortælling om det sidste dansk-svenske slag i Skåne.