Den digitale velfærdsstat

Den danske velfærdsstat og dens mange tusinde institutioner – hospitaler, skoler, jobcentre, borgerservice m.fl. – er digitaliseret til et af de højeste niveauer i verden. Dermed er også de velfærdsprofessionelles arbejde med at hjælpe borgere med at løse deres sundhedsproblemer, blive uddannet, komme i arbejde og afhjælpe social udsathed blevet digitaliseret.I bogen præsenteres og analyseres tre tilgange til digitaliseringen.Muligheden. Med digitaliseringen følger en mulighed for at anvende en datadrevet ledelse af hjælpen til borgere, som er baseret på dialog og samarbejde mellem de væsentligste interessenter, nemlig borgere, velfærdsprofessionelle, dataanalytikere, ledere og regeringer. Udnyttes muligheden, kan der skabes win-situationer for samtlige interessenter.Faldgruben. Digitaliseringen indebærer en risiko for overdigitalisering. Indføres der top-down for mange og for avancerede digitale værktøjer i hjælpen til borgere, skaber disse hårde konflikter. Dvs. konflikter om balancen mellem det digitale og det menneskelige element i hjemmeplejen, i undervisningen i folkeskoler og i behandlingen af syge borgere. Denne type konflikter vil blokere for skabelsen af win-situationer.Jokeren. Digitaliseringen indebærer, at den digitale middelklasse kan påvirke velfærdsstatens hjælp til borgere, så denne digitalt set bliver stadig mere avanceret. Sker det, vil den digitale underklasse – dvs. gruppen af borgere, der ikke kan få hjælp til at løse deres problemer, fordi de ikke har de fornødne digitale kompetencer – blive markant større. I bogen analyseres velfærdsstatens digitalisering historisk og empirisk. Og den sættes ind i et teoretisk perspektiv.