Den allerliderligste skare

En levende fortælling om et helt særligt kapitel af den dansk-grønlandske historie. I 1728-1731 søgte den danske konge, Frederik 4., at sætte skub i koloniseringen af Grønland med en stort anlagt ekspedition, der én gang for alle skulle sikre det danske riges dominans over det enorme land. Der skulle bygges nye kolonier for at få kontrol over den grønlandske befolkning, der skulle rejses et fort til skræk og advarsel for konkurrerende nationer, og en europæisk kolonibefolkning skulle grundlægges. Over 100 mænd og kvinder fra alle samfundslag blev derfor sendt mod nord for at slå sig ned og udforske det enorme land: Håndværkere, soldater, officerer, embedsfolk, søfolk, hvalfangere og ikke mindst et par håndfulde mandlige og kvindelige straffefanger, der forinden var blevet tvangsgift, skulle lægge spiren til en kolonibefolkning. De mange folk grundlagde og befolkede to kolonier, Godthåb – Grønlands senere hovedstad, Nuuk – og en ny koloni, Nepisene, på øen Nipisat nær det nuværende Sisimiut. Kulde og sygdom gjorde et stort indhug i rækkerne – og den tre år lange periode var præget af utallige konflikter og magtkampe mellem guvernør og embedsfolk, utilfredshed og uro spirede ved flere lejligheder blandt de menige. Men netop de mange konflikter gør, at vi har et helt usædvanligt rigt kildemateriale – for de affødte masser af skriverier, der i alle deres detaljer lader os trænge tæt ind på mennesker og liv i de tre år: menneskerne, tilværelsen, hverdagslivet, strabadserne, mødet med grønlænderne, den desperate kamp mod den nådesløse natur og ikke mindst mod hinanden. Vi skal med ind i en fortælling, hvor målet var grandiost, men ekspeditionen underbemandet og underforsynet. Et koloniforsøg, der gik til grunde i konflikter, sygdom, nød, rene uheld, og et pludseligt politisk kursskifte i København. En kronologisk og tematisk fortælling – der på sin vis blev en besynderlig periode, men som også blev en erfaring, der fik betydning for Danmarks videre kolonisering af Grønland.