Da dyden gik amok

Danskerne betragter ofte sig selv som et udvalgt folk, når det gælder frisindet. Intet sted er denne idé tydeligere end i den danske filmskat. Umiddelbart ligner den danske filmhistorie en fortælling om frisindets fremkomst: fra stumfilmtidens frivole melodramer over sexkomedierne og de tabunedbrydende ungdomsfilm i 70’erne til de nutidige grænseoverskridelser af Lars von Trier. Da dyden gik amok peger på det ensidige og lettere selvforelskede i denne selvforståelse. Også på filmens område har der gennem tiden udspillet sig en kulturkamp mellem dem, som har dyrket den moderne dyd – frisindet, der frigør mennesket fra samfundets snærende bånd – og dem, som har syntes, at dyden gik amok. De konservative anfægtelser på seksualitetens og kønsidentitetens vegne gennemstrømmer ikke alene de nostalgiske Morten Korch-film eller værkerne af selverklærede dissidenter som Knud Leif Thomsen. De dukker også op, hvor man mindst venter det: i 60’ernes kulturradikale filmkunst, i 70’ernes pseudo-frigjorte sengekantsfilm eller i den latente moralisme bag Lars von Triers vilde sexfascination. Temaet om dyden, der gik amok, udgør det bærende element i bogens bredt anlagte filmkrønike. Hovedvægten ligger på perioden fra det forrige århundredeskifte til og med den seksuelle revolution i 1960’erne og 70’erne, men fremstillingen rummer samtidig klare implikationer for vor tids filmkultur, køns- og kulturdebat. Ved at gå i dybden med de individuelle film i lyset af de store kultur- og mentalitetshistoriske udviklingstræk tydeliggør bogen, at vore almene idéer om seksualitet, køn og kærlighed er til stadig forhandling.