Berlins Alexanderplatz mellem opbrud og erindring

Genforeningen af Øst- og Vestberlin i 1990 og udnævnelsen af Berlin til tysk hovedstad og regeringsby rejste på én gang spørgsmålene om forvaltningen af fortiden og forventningerne til fremtiden. Hvilke dele af historien skulle byen tage med sig, og ad hvilke traditionslinjer skulle udviklingen ske? Svarene på disse spørgsmål blev ikke mindst søgt arkitektonisk – i de mange byggeprojekter, som fulgte i genforeningens kølvand og for en stund gjorde Berlin til Europas største byggeplads. Af datidens projekter springer især idékonkurrencen for Berlins Alexanderplatz i 1993 i øjnene. Ingen anden tysk byplads er så rig på dyster historie og gyldne fremtidsløfter som denne, og det var derfor oplagt her, det byrumlige slag om fortid og fremtid måtte stå. Skulle kompleksiteten forkastes eller omvendt accepteres som fundament for byens fremtid? I Tyskland er idékonkurrencen for Alexanderplatz blevet opfattet som led i en generel fortrængning af DDR-tiden i 1990´ernes Berlin. Om dette er korrekt, undersøges for første gang i denne bog, der primært vender blikket mod idékonkurrencen i 1993 og genforeningstidens Berlin, men også søger tilbage til de gyldne 20´ere og nazitiden. Herved tager bogen livtag med en plads, der har været genstand for adskillige ideologisk-funderede omformningsforsøg i det 20. århundrede og derfor danner et ubekvemt, men betydningsfuldt vidnesbyrd om Berlins, Tysklands og Europas nyere historie.