Jeg vil leve, så længe jeg er gammel

Efterord af Ida Jessen Da Gudrun Jessen flytter på plejehjem, finder hun som noget af det første sin dagbog frem af kasserne og begynder at skrive om hverdagenes strøm. Gennem to et halvt år følger vi hendes nye liv; på en gang er det et kulturchok og et kulturmøde. Meget selvbestemmelse må hun give afkald på. Det kræver selvbesindelse at affinde sig med dette – især når man er et både selvstændigt og handlekraftigt gemyt. Når man er meget gammel og er flyttet på plejehjem, venter man sig måske ikke så meget af livets aften. Men der er også nye verdner, nye kulturer og frem for alt nye venskaber, som åbner sig. Da en fysisk stærk og udadreagerende mand flytter ind, forsvinder trygheden, og livet snævrer ind bag lukkede og låste døre. Men kampen for, at der for altid er en fremtid, består. ”Nu er jeg 88 år gammel og er flyttet fra min mands og mit fælles hjem. For tre uger siden kom jeg til Aarhus og bor nu på plejehjem på Aarhus Ø. Tænk at jeg, der det meste af mit liv har boet på landet, bor på Skandinaviens Manhattan.” GUDRUN JESSEN, født 1934, er tidligere gymnasielærer, oversætter og præstekone.