Har du for vane at ville ændre vaner? Der er en anden vej

Kender du følelsen af konstant at scanne dit liv efter ting, du burde gøre anderledes? Morgenrutinen, der ikke er effektiv nok. Maden, der ikke er sund nok. Træningen, der ikke er regelmæssig nok. For mange af os er blevet eksperter i at være sure på vores egne vaner – og i at presse os selv gennem stramme vaneændringsplaner, der oftere ender i skuffelse end i varig forandring. Hjerneekspert og forfatter Anette Prehn kalder det "at have for vane at ville ændre vaner". Og hun mener, at selve denne tilgang til vaneændring kan være det første, vi bør ændre.

Den forkromede vaneændringsplan – og hvorfor den fejler Der eksisterer en dominerende vaneændringsfilosofi, som mange af os kender alt for godt. Den handler om at definere klare mål, opdele dem i delmål, sætte succeskriterier og så rigidt følge planen. "De professionelle holder sig til planen, mens amatørerne lader livet komme i vejen," lyder mantret i en af de mest solgte vanebøger. Men denne tilgang har tre grundlæggende problemer, forklarer Prehn. For det første skaber den en enorm rigiditet. Vi bliver så fokuseret på at vinge af i vores handlingsplan, at vi mister lejekraften – evnen til at eksperimentere, være fleksible og respondere på den faktiske feedback, livet giver os. For det andet aktiverer tilgangen vores indre dommer. Vi begynder at stemple vores vaner som "gode" eller "dårlige", og denne konstante vurdering fylder faktisk i vores arbejdshukommelse. Forskning viser, at vi kun kan have fire til syv enheder ad gangen i vores arbejdshukommelse, og de holder kun cirka tyve sekunder. Hvis en af disse kostbare slots er optaget af selvbebrejdelse, har vi simpelthen mindre mental kapacitet til at være nærværende og træffe kloge valg i nuet. For det tredje udløser den stramme planmetode det, forskere kalder "what the hell"-effekten. Når vi fejler i forhold til vores egne rigide standarder, opstår skyld og skam – og det øger paradoksalt nok risikoen for, at vi opgiver helt. "Så kan det også være lige meget," tænker vi og ender med at spise hele julekalenderen på én dag, fordi vi alligevel ikke kunne holde os til nul slik i december.

Sed ut perspiciatis unde omnis iste natus error sit voluptatem accusantium doloremque laudantium, totam rem aperiam, eaque ipsa quae ab illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dicta sunt explicabo.

Nemo enim ipsam voluptatem quia voluptas sit aspernatur aut odit aut fugit, sed quia consequuntur magni dolores eos qui ratione voluptatem sequi nesciunt. Neque porro quisquam est, qui dolorem ipsum quia dolor sit amet.

Markdown → artikel

Har du for vane at ville ændre vaner?

Mød Hjernesmarte vaner


Kender du følelsen af konstant at scanne dit liv efter ting, du burde gøre anderledes? Morgenrutinen, der ikke er effektiv nok. Maden, der ikke er sund nok. Træningen, der ikke er regelmæssig nok. For mange af os er blevet eksperter i at være sure på vores egne vaner – og i at presse os selv gennem stramme vaneændringsplaner, der oftere ender i skuffelse end i varig forandring.


Hjerneekspert og forfatter Anette Prehn kalder det "at have for vane at ville ændre vaner". Og hun mener, at selve denne tilgang til vaneændring kan være det første, vi bør ændre.


Den forkromede vaneændringsplan – og hvorfor den fejler

Der eksisterer en dominerende vaneændringsfilosofi, som mange af os kender alt for godt. Den handler om at definere klare mål, opdele dem i delmål, sætte succeskriterier og så rigidt følge planen. "De professionelle holder sig til planen, mens amatørerne lader livet komme i vejen," lyder mantret i en af de mest solgte vanebøger.


Men denne tilgang har tre grundlæggende problemer, forklarer Prehn. For det første skaber den en enorm rigiditet. Vi bliver så fokuseret på at vinge af i vores handlingsplan, at vi mister lejekraften – evnen til at eksperimentere, være fleksible og respondere på den faktiske feedback, livet giver os.


For det andet aktiverer tilgangen vores indre dommer. Vi begynder at stemple vores vaner som "gode" eller "dårlige", og denne konstante vurdering fylder faktisk i vores arbejdshukommelse. Forskning viser, at vi kun kan have fire til syv enheder ad gangen i vores arbejdshukommelse, og de holder kun cirka tyve sekunder. Hvis en af disse kostbare slots er optaget af selvbebrejdelse, har vi simpelthen mindre mental kapacitet til at være nærværende og træffe kloge valg i nuet.


For det tredje udløser den stramme planmetode det, forskere kalder "what the hell"-effekten. Når vi fejler i forhold til vores egne rigide standarder, opstår skyld og skam – og det øger paradoksalt nok risikoen for, at vi opgiver helt. "Så kan det også være lige meget," tænker vi og ender med at spise hele julekalenderen på én dag, fordi vi alligevel ikke kunne holde os til nul slik i december.


Når indre dialog bliver for barsk

Prehn møder mange søde, sympatiske mennesker, der er utroligt hårde ved sig selv. "Nogle gange kan jeg næsten få tårer i øjnene over at høre, hvor barsk mennesker faktisk taler til sig selv," fortæller hun. "Hvis det havde været en partner, hvis det havde været en ægtefælde, så ville vi have søgt om skilsmisse for længst."


Denne indre barskheden skaber et klima, hvor vaneændring bliver en kamp mod os selv frem for en rejse med os selv. Og det er netop her, Prehn tilbyder en anden vej.


Alternativet: Vanestabling og værdibaseret retning

I stedet for at definere stramme planer foreslår Prehn flere alternative tilgange. En af de mest praktiske er "vanestabling" – at bygge nye ønskede aktiviteter ind i eksisterende vaner, der allerede fungerer.


Tænk på en kvinde, der allerede svømmede to gange om ugen og var glad for det, men nu ønskede forandringer i kropsfasong og vægt. I stedet for at tilføje fitnesscenter to gange om ugen til en i forvejen presset kalender, kunne hun skrue på knapperne: Svømme med højere tempo, prøve intervaltræning eller lære nye svømmearter. Hun udvider et eksisterende vanespor i stedet for desperat at forsøge at trampe et helt nyt op.


Eller forestil dig, at du gerne vil lave rygøvelser, lægen har anbefalet, men aldrig finder tid. Vanestablingsløsningen kunne være: Først når kaffen er brygget, må du drikke den – men mens den brygger, laver du øvelserne. Du kobler den nye adfærd på en eksisterende vane, der allerede kører på autopilot.


En anden tilgang er at droppe det faste mål og i stedet tilvælge en værdi igen og igen. I stedet for at planlægge, at du skal meditere præcis femten minutter hver morgen, kan du vælge nærvær til – situation for situation. Når du kommer hjem fra arbejde, tilvælger du nærvær med din familie, hvilket naturligt fører til, at telefonen ryger på flightmode. Når du står med et måltid, tilvælger du sundhed, hvilket betyder, at du oftest træffer relativt sunde valg – uden at føle fiasko, hvis du en enkelt gang vælger anderledes.